Karakterer igen

Du skal også arbejde med dine karakterer helt uafhængigt af din historie - og så flette det hele sammen.
Din karakter har nemlig en fortid, inden din historie foregår, og måske endda en fremtid eller en skæbne. Din karakter drømmer i hvert fald om en fremtid. Og hvis dine karakterer skal være livagtige, så skal du kende dem godt. Derudover gør det så heller ikke noget, hvis de er en smule spændende eller usædvanlige.

Så, hvad er det med ham Sharitmar af Modulin stammen. Jo. Ser du. Skal vi lige gøre det helt klassisk, så er det jo fordi, han slet ikke er af Modulin stammen men er adopteret, og folkene i stammen har bare ikke rigtig accepteret ham, så han er lukket ude. For han ligner dem ikke rigtigt med hans lyse hår og blå øjne. Han er heller ikke så god til at ride som de andre drenge, og det er ikke særligt heldigt i en nomadestamme. Det går da også helt galt, da han forelsker sig i den stærkeste drengs pige og hun i ham.

Klassisk og det virker, og så er det gjort 100.000 gange før, så det bliver nærmest også uinteressant at arbejde ret meget videre med ham. Næh lad os nu tænke os om og gøre det en anelse mere spændende og måske lidt nyt.

Nejdu han er født og opvokset i stammen. Lad os lige skrive nogle hurtige ting om ham

• Bange for edderkopper (Nej - ikke særlig nyt, vel Ron. Den sletter vi igen)
  
• Ridder dårligere end de andre drenge (den var faktisk ok)
• Var engang den stærkeste dreng i stammen, men er det ikke mere
• Forelsket i den stærkeste drengs pige og hun i ham - måske i løbet af historien, men deres kærlighed er forbudt.

Hmm. Var engang den stærkeste og ridder dårligt... Han har gjort et eller andet grimt som barn. Noget, der er Tabu. Det gjorde også, at hans ene ben blev stift, så han ikke ridder så godt. Tjo. Han lokkede sin lillesøster ud på isen, dengang for 6 år siden, hvor de var på deres vinterboplads. Isen gik i stykker under dem. Han forsøgte at redde hende. Han prøvede virkelig, så ihærdigt, at han skadede sit ben. Men det lykkedes ikke, og hun forsvandt. Søen tog hende.

Søen var selvfølgelig også magisk, forbudt, farlig. Sharitmar var bare så meget sejere end alle de andre drenge, at han også troede, at han kunne slippe godt fra det her. Ligesom han slap godt fra alt andet. Han var også træt af hende lillesøsteren. For hun var farens øjesten. Faren der aldrig lagde mærke til ham ligegyldigt hvor god, han var.

Men nu er han slet ikke sej mere. Han kan ikke ride særlig godt, så han kan ikke bestå manddomsprøverne eller komme med på jagt. Faren siger aldrig noget, men han bebrejder Sharitmar, og Sharitmar ved det, for det er forbudt at sige lillesøsterens navn.
Der er også noget med det ben, for søen har rørt det, og engang imellem opfører det sig mærkeligt.

Han drømmer om, at hans far skal acceptere ham, og så drømmer han om hende, Fatima. Hende han ikke må få, og så drømmer han om at komme langt væk, hvor ingen af de andre stammemedlemmer ser mærkeligt på ham og hvisker, når han halter forbi. I et hemmeligt sort øjeblik får han lyst til at få de grimme blikke til at slå ned - ved at skrige og slå.

Se nu kender vi ham ret godt, og han er klar til at komme på eventyr, og faktisk ved vi også en hel del om hans eventyr, ikke? For vi skal tvinge ham til at stikke af på et tidspunkt, vel vidende at han ikke kan løbe eller ride. Søen spiller en rolle, og ellers kan vi altid bruge en masse tid på at moppe ham gennem de andre drenge... Der selvfølgelig også søsteren, og så skal vi have ham udstødt, når han endelig får sin Fatima - i et kort, forsvindende øjeblik.

Lidt om karakterer

Yeps. Så er det tid igen.
Karakterer er efter min mening det mest dyrebare i din historie. Det er dem, det hele handler om. Det er dem, der oplever alt, hvad du sender efter dem af alskins prøvelser og ubehageligheder.

Så værn om dine karakterer. Server varm kakao og drømmekage med ekstra meget sukkerstads på toppen til din elverprinsesse om fredagen, og se nu for alt i verden til, at kakaoen ikke er for varm, så hun ikke brænder sig. Den må heller ikke være for kold, så den får skind. Drømmekagen må heller ikke være branket og hård at tygge eller for den sags skyld klæg og dejagtig. Hun skal helst kunne lide dig, hende Aewýn, prinsessen af Dysterskovene. Ellers vil hun ikke fortælle dig, hvordan det er lige ved og næsten at blive spist af Egstrumdragen, som hun kom til at vække af dens århundredesøvn dybt under det mosdækkede og krogede skovlandskab i den fjerne og ubeboede del af Dysterskovene.

Tving hende ikke ytre ord og sætninger, en prinsesse af Fagerlornslægten aldrig ville tage i sin mund. Ej heller må du bede hende gøre noget, hun aldrig ville gøre. Lyt til hende. Skriv ned hvad hun siger og vis, hvad hun gør. Ellers bliver hun utroværdig og så brydes fortryllelsen. Og alle ved, at hvis fortryllelsen brydes, så dør elverprinsesser. Og nej. Du arver ikke hendes smukke grønne kjole med rødguldbroderierne, der med en puslende silkeraslen ubesværet glider gennem krattet i Dysterskoven - uden nogensinde at hænge fast i de forrædderiske egekviste og de giftige gaémobærtorne.

Frem for alt og som en sidste ting. Hvis hun gør oprør mod alt, hvad du har planlagt for hende, så du er nød til at skrive hele hendes saga om. Så gør det. Du skal ikke engang tænke over det. Sådan er hun bare. Du er nødt til at respektere hendes valg og frie vilje. Ellers er hun ikke din prinsesse.

Det gælder alle dine karakterer, men du kan også stille krav. Hvis skovløberens søn af Nalinor bare passerer gennem Dysterskoven uden at have noget på hjerte, uden at have en reel rolle i din historie. Et bidrag, der gør historien rigere og mere spændende, så er det fordi han er gået forkert, og du er i din gode ret til at eskortere ham ud. Bede ham vente med at komme forbi, til din historie har udspillet sig.

Vi kan ikke have at uvedkommende nassere sådan sniger sig ind blandt statisterne.

Fortryllelsen

Når jeg skriver... Ehm, øjeblik. Hæng lige på, mens jeg springer ind i min lækre, natsorte Apache helikopter, der stritter af alle mulige fede missiler og miniguns. Vi starter nemlig lidt fra oven, så jeg kan vise dig mit skriveri lidt på afstand. Det er et hurtigt overblik, vi leder efter.
Her. Snup lige den her hjelm. Jaja. Den skal på hovedet, for den har hørebøffer og strubemikrofoner. Det er den eneste måde, vi kan tale sammen på. Sådan en Apache er ikke lige just lydløs.

Ser du. Jeg har en slags mantra, og det gælder faktisk både, når jeg læser bøger, ser film, eller i det hele taget indtager sindsnæring. Men også, hvis det er mig, der skriver, dilletanter løs på den lokale scene eller tegner: "Du må ikke bryde fortryllelsen." FyFy. Niks. Måsduikke.

Fortryllelsen lægger sig over mig, når jeg læser en tekst. Det er den, der får mig til at læse det næste ord, bladre. Lige tage et kapitel mere inden jeg skal sove, selvom mine grusfyldte øjne for længst er trillet ud og ligger bælgøjet på dynen foran mig.

Det er en svær størrelse, tekstens fortryllelse. Den er summen af, hvad jeg har læst indtil nu, og når jeg har lagt bogen, bestemmer den, om jeg overhovedet brød mig om indholdet. Og den består af mange ting:

• Troværdigheden alle bogens elementer inklusiv det fantastiske (syret nok)
  
• Spændingens bevægelser i teksten må ikke hoppe for meget
  
• Overraskelserne i handlingen
  
• Det fantastiske skal være konsekvent
• Variation i sætningernes længde, deres udformning
• Sproglighed
• Billederne, teksten giver, skal passe i tema og den nære handling.

Det bliver ved. Man kunne fylde en økonomipakke toiletruller med punkter, og jeg skal nok ævle løs om dem, der er værd at ævle om, men for nu vil jeg bare vise dig et par - indrømmet; lidt ekstreme - eksempler på hvordan fortryllelsen bliver brudt. For mig altså, og bliver fortryllelsen brudt, så lægger jeg pænt bogen fra mig og læser ikke meget videre.

1. I Gobiørkenens sand for 500 år siden levede en stamme af jægere, der gennem generationer og århundredernes skiften havde lært at overleve og skaffe føde under den brændende sol. Jens var høvdingesøn, og han elskede at riste cikader med sin flammekaster.
2. Mineselskabet havde gravet for dybt i deres uslukkelige tørst efter diamanter. Og dernede i det evige mørke havde arbejdernes altid aktive hakker ramt en ældgammel ondskab. Den var på vej nu, rædslen. Langsomt kom den op gennem skagterne. Lydløs og usynlig efterlod den minearbejderne døde med ansigter forvredet i rædsel. Vi flygtede foran den, Elena og jeg. Op af minen og over floden, rædslen ikke kunne krydse. Vi nåede tante Annas hus, og hun bød på Kanelsnegle og grøn te fra Cypern, hvor hun havde været på charter med Bedstefar Nalle.
   

Skriveblokering ?

Da jeg har børn, hus, kone, og så lige et arbejde, er der ikke tid til skriveblokeringer. Derfor bruger jeg en lille metode, vi mentorordningsforfattere kalder: Touch & Go, når jeg sætter mig foran putteren.

Jeg starter typisk med at holde en tast nede, og så skriver jeg, hvad der lige falder mig ind, og til sidst falder jeg mere og mere over i at skrive rigtigt. Når det så kører, sletter jeg den første tekst.

En demonstration:
zzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzffffffffffffdsafasdæfkjajgsjfslkfdsdfskffffffffff
fffffffffffffffffffdddddddddddddddddllllllllllllllllllllllllllsssssssssssssssssslllllllllllllllllllll
Gider ik' skrive nu, alt for træt, øv. Surt. Kan ikke skrive. Jeg kan ikke skrive. Jeg kan ikke skrive: Gaaah, ok. Slap af. Din dåbsattest siger, du er et voksent menneske. Roooo påååå. Lad din bevidsthed åbne sig og tage i mod de kosmiske stråler, der vil bringe inspirationen med sig og lad den sive ind i din krop. Ja, ok de kosmiske stråler vil i hvert fald brænde huden af mig, og give mig alle kendte som ukendte former for kræft.

Vi drejede om hjørnet, og den lille uhyggelige fangekælder var foran mig. Jeg bed tænderne sammen. Jeg ville ikke have alle de forfærdelige minder til at overvælde mig. Jeg var her af en grund, og det var ikke for at bryde tudende sammen nu. En mand i et fornemt sort og hvidt præstekostume vendte sig. Der var kulde i hans øjne. Han havde en lang gylden halskæde på, og han holdt smykket, der sad på kæden, i hånden. Det glimtede i mørket, formet som en flamme.
"Lad Gabriels rensende ild..." Mere nåede han ikke at råbe.