Baggrund for Lucifers Fængsel

Jeg har skrevet en bog, Lucifers Fængsel, der nu skal udgives.

Mange har efterhånden opfordret mig til at starte en blog omkring det, så jeg må hellere kaste mig ud i det.

Jeg fik ideen til historien for næsten 15 år siden, bygget på en rollespils karakter, og denne karakter viste sig at være mere sejlivet, end jeg nogensinde havde kunnet forestille mig. Ganske langsomt, mens årene gik, og vi holdt op med at spille rollespil, arbejdede min fantasi med den og tilføjede en verden omkring hende der, Ravn, med bi-karakterer, skurke og meget andet.

Jeg har altid søgt og elsket det at skrive. Når vi spillede rollespil, startede vi med at læse op for hinanden af udvalgte bøger, som vi hver især havde med; bortset fra mig: Jeg skrev selv. I mit arbejde i IT branchen er der meget dokumentation, og det er lidt af en øvelse at få det til at blive spændende, men det kan godt lade sig gøre, og jeg har altid forsøgt.

Der skulle alligevel gå næsten 13 år, før det gik op for mig, at jeg kunne skrive om min lille rollespilskarakter. Faktisk var det en af mine rigtig gode venner, en museumsinspektør, der satte mig på sporet. Han laver levende formidling af vikingehistorien på sit museum, også så man lever sig fuldstændig ind i datidens hverdag, men også ekstraordinære begivenheder. Og han havde gået og rodet med, at han kunne skrive nogle spændende fortællinger om de begivenheder, der havde fundet sted omkring området ved hans museum.

Da han fortalte mig det, faldt ti-øren. Nu kan jeg ikke gøre noget som helst uden at gøre det ordentligt, og jeg ville ikke bare skrive for sjov, men give min fortælling de bedste chancer for at blive udgivet. Så jeg kontaktede min gamle gymnasielærer, Lene Kaaberbøl, som jeg vidste var forfatter, og en temmelig succesfuld en af slagsen. Jeg ville da lige høre, om hun kunne huske den kære museumsinspektør og mig, og hvad hun havde af råd og vejledninger omkring det at skrive bøger.

Heldigvis kunne hun godt huske os. Vi havde hende til drama på et fuldstændig atypisk hold med kun en pige og en masse drenge, og lad mig lige sige, at hun er den bedste lærer, jeg har haft i alle de 18 år, jeg har gået i skole, gymnasie og på universitetet. Hun bad os sende et stykke tekst, og så kunne vi da komme forbi og snakke om det. Så jeg skrev som bare pokker. To kapitler blev det til, da dagen kom, hvor jeg havde lovet at sende det. Hun svarede pænt tak og fortalte, at hun også havde sendt det til sin redaktør. Øh? redaktør?

Efter en hurtig undersøgelse viste det sig, at Lene også lige var forlægger, og da vi kom over for at diskutere vores tekster, drejede snakken sig pludselig om noget helt andet end nogle gode råd til at skrive bøger.

Jeg skulle skrive bøger, for alvor, og det var ikke noget, man sådan lige sætter sig ned og gør. Det skulle læres, og der var kun en måde...

Hun selvfølgelig hverken kunne eller ville love noget omkring udgivelse, men vi diskuterede mit oplæg, og hun bad mig om at gå i gang. Skriv for pokker. Så det gjorde jeg. En hel bog, og da jeg efter et halvt år havde afleveret den, inviterede Lene mig til en workshop omkring at skrive.

Lidt bagvendt, men det er sådan, det foregår. Du skriver, og bagefter lærer du, hvad du har gjort galt. Og det var noget møg, jeg havde skrevet. Fra ende til anden. Ud til højre med det hele. Jeg gik derfra med et knust hjerte og meget meget bedre til at skrive.

Forfra. På den igen. Jeg skrev, med alle de nye ideer, råd og vejledninger i baglommen, og næste omgang, næsten et år senere, var bedre. Med utallige rettelser og justeringer skriblet ned på en blok, skulle jeg næste gang sende manuskriptet til Lenes redaktør, og endnu en gang var mine færdigheder som skribent blevet voldsomt forbedret. Tre måneder senere var anden omgang klar, og jeg sendte den af sted.

Det blev klaret over en lang telefonsamtale. Lenes redaktør havde utallige rettelser og omskrivninger. Det var næsten ikke til at klare, endnu engang, for jeg kunne næsten lugte, hvor det bare henad. Men der tog jeg fejl, for da vi var lige ved at lægge på, sagde han:

"Og så vil vi godt købe den..." Jeg var ved at tabe røret, mens et "HVAD" rungede inde i hovedet på mig, og pludselig snublede jeg helt og aldeles over ordene, og nu virkede alle rettelserne slet ikke så slemme, og så blev jeg endnu engang meget bedre til at skrive.

Det standsede dog ikke der. Jeg kom til at skrive det hele igennem 5 gange mere, inden den blev endelig godkendt til udgivelse.

Men nu er den klar. Lucifers Fængsel. Mit helt eget værk udkommer den 26. september 2007. Ja ok. Det er jeg lidt stolt af.

Man bliver dog aldrig færdig med at lære at skrive, og lige nu i skrivende stund tager jeg hul på den næste, der bare skal være endnu bedre, endnu strammere, og forhåbentlig en virkelig god oplevelse for alle læsere.

Anders V. E. Eriksen