Karakterer igen

Du skal også arbejde med dine karakterer helt uafhængigt af din historie - og så flette det hele sammen.
Din karakter har nemlig en fortid, inden din historie foregår, og måske endda en fremtid eller en skæbne. Din karakter drømmer i hvert fald om en fremtid. Og hvis dine karakterer skal være livagtige, så skal du kende dem godt. Derudover gør det så heller ikke noget, hvis de er en smule spændende eller usædvanlige.

Så, hvad er det med ham Sharitmar af Modulin stammen. Jo. Ser du. Skal vi lige gøre det helt klassisk, så er det jo fordi, han slet ikke er af Modulin stammen men er adopteret, og folkene i stammen har bare ikke rigtig accepteret ham, så han er lukket ude. For han ligner dem ikke rigtigt med hans lyse hår og blå øjne. Han er heller ikke så god til at ride som de andre drenge, og det er ikke særligt heldigt i en nomadestamme. Det går da også helt galt, da han forelsker sig i den stærkeste drengs pige og hun i ham.

Klassisk og det virker, og så er det gjort 100.000 gange før, så det bliver nærmest også uinteressant at arbejde ret meget videre med ham. Næh lad os nu tænke os om og gøre det en anelse mere spændende og måske lidt nyt.

Nejdu han er født og opvokset i stammen. Lad os lige skrive nogle hurtige ting om ham

• Bange for edderkopper (Nej - ikke særlig nyt, vel Ron. Den sletter vi igen)
  
• Ridder dårligere end de andre drenge (den var faktisk ok)
• Var engang den stærkeste dreng i stammen, men er det ikke mere
• Forelsket i den stærkeste drengs pige og hun i ham - måske i løbet af historien, men deres kærlighed er forbudt.

Hmm. Var engang den stærkeste og ridder dårligt... Han har gjort et eller andet grimt som barn. Noget, der er Tabu. Det gjorde også, at hans ene ben blev stift, så han ikke ridder så godt. Tjo. Han lokkede sin lillesøster ud på isen, dengang for 6 år siden, hvor de var på deres vinterboplads. Isen gik i stykker under dem. Han forsøgte at redde hende. Han prøvede virkelig, så ihærdigt, at han skadede sit ben. Men det lykkedes ikke, og hun forsvandt. Søen tog hende.

Søen var selvfølgelig også magisk, forbudt, farlig. Sharitmar var bare så meget sejere end alle de andre drenge, at han også troede, at han kunne slippe godt fra det her. Ligesom han slap godt fra alt andet. Han var også træt af hende lillesøsteren. For hun var farens øjesten. Faren der aldrig lagde mærke til ham ligegyldigt hvor god, han var.

Men nu er han slet ikke sej mere. Han kan ikke ride særlig godt, så han kan ikke bestå manddomsprøverne eller komme med på jagt. Faren siger aldrig noget, men han bebrejder Sharitmar, og Sharitmar ved det, for det er forbudt at sige lillesøsterens navn.
Der er også noget med det ben, for søen har rørt det, og engang imellem opfører det sig mærkeligt.

Han drømmer om, at hans far skal acceptere ham, og så drømmer han om hende, Fatima. Hende han ikke må få, og så drømmer han om at komme langt væk, hvor ingen af de andre stammemedlemmer ser mærkeligt på ham og hvisker, når han halter forbi. I et hemmeligt sort øjeblik får han lyst til at få de grimme blikke til at slå ned - ved at skrige og slå.

Se nu kender vi ham ret godt, og han er klar til at komme på eventyr, og faktisk ved vi også en hel del om hans eventyr, ikke? For vi skal tvinge ham til at stikke af på et tidspunkt, vel vidende at han ikke kan løbe eller ride. Søen spiller en rolle, og ellers kan vi altid bruge en masse tid på at moppe ham gennem de andre drenge... Der selvfølgelig også søsteren, og så skal vi have ham udstødt, når han endelig får sin Fatima - i et kort, forsvindende øjeblik.