Fortryllelsen

Når jeg skriver... Ehm, øjeblik. Hæng lige på, mens jeg springer ind i min lækre, natsorte Apache helikopter, der stritter af alle mulige fede missiler og miniguns. Vi starter nemlig lidt fra oven, så jeg kan vise dig mit skriveri lidt på afstand. Det er et hurtigt overblik, vi leder efter.
Her. Snup lige den her hjelm. Jaja. Den skal på hovedet, for den har hørebøffer og strubemikrofoner. Det er den eneste måde, vi kan tale sammen på. Sådan en Apache er ikke lige just lydløs.

Ser du. Jeg har en slags mantra, og det gælder faktisk både, når jeg læser bøger, ser film, eller i det hele taget indtager sindsnæring. Men også, hvis det er mig, der skriver, dilletanter løs på den lokale scene eller tegner: "Du må ikke bryde fortryllelsen." FyFy. Niks. Måsduikke.

Fortryllelsen lægger sig over mig, når jeg læser en tekst. Det er den, der får mig til at læse det næste ord, bladre. Lige tage et kapitel mere inden jeg skal sove, selvom mine grusfyldte øjne for længst er trillet ud og ligger bælgøjet på dynen foran mig.

Det er en svær størrelse, tekstens fortryllelse. Den er summen af, hvad jeg har læst indtil nu, og når jeg har lagt bogen, bestemmer den, om jeg overhovedet brød mig om indholdet. Og den består af mange ting:

• Troværdigheden alle bogens elementer inklusiv det fantastiske (syret nok)
  
• Spændingens bevægelser i teksten må ikke hoppe for meget
  
• Overraskelserne i handlingen
  
• Det fantastiske skal være konsekvent
• Variation i sætningernes længde, deres udformning
• Sproglighed
• Billederne, teksten giver, skal passe i tema og den nære handling.

Det bliver ved. Man kunne fylde en økonomipakke toiletruller med punkter, og jeg skal nok ævle løs om dem, der er værd at ævle om, men for nu vil jeg bare vise dig et par - indrømmet; lidt ekstreme - eksempler på hvordan fortryllelsen bliver brudt. For mig altså, og bliver fortryllelsen brudt, så lægger jeg pænt bogen fra mig og læser ikke meget videre.

1. I Gobiørkenens sand for 500 år siden levede en stamme af jægere, der gennem generationer og århundredernes skiften havde lært at overleve og skaffe føde under den brændende sol. Jens var høvdingesøn, og han elskede at riste cikader med sin flammekaster.
2. Mineselskabet havde gravet for dybt i deres uslukkelige tørst efter diamanter. Og dernede i det evige mørke havde arbejdernes altid aktive hakker ramt en ældgammel ondskab. Den var på vej nu, rædslen. Langsomt kom den op gennem skagterne. Lydløs og usynlig efterlod den minearbejderne døde med ansigter forvredet i rædsel. Vi flygtede foran den, Elena og jeg. Op af minen og over floden, rædslen ikke kunne krydse. Vi nåede tante Annas hus, og hun bød på Kanelsnegle og grøn te fra Cypern, hvor hun havde været på charter med Bedstefar Nalle.