Da jeg har børn, hus, kone, og så lige et arbejde, er der ikke tid til skriveblokeringer. Derfor bruger jeg en lille metode, vi mentorordningsforfattere kalder: Touch & Go, når jeg sætter mig foran putteren.
Jeg starter typisk med at holde en tast nede, og så skriver jeg, hvad der lige falder mig ind, og til sidst falder jeg mere og mere over i at skrive rigtigt. Når det så kører, sletter jeg den første tekst.
En demonstration:
zzzzzzzzzzzZZZZZZZZZZZZZZZZzzzzzzzzzzzzzzzzzzzzffffffffffffdsafasdæfkjajgsjfslkfdsdfskffffffffff
fffffffffffffffffffdddddddddddddddddllllllllllllllllllllllllllsssssssssssssssssslllllllllllllllllllll
Gider ik' skrive nu, alt for træt, øv. Surt. Kan ikke skrive. Jeg kan ikke skrive. Jeg kan ikke skrive: Gaaah, ok. Slap af. Din dåbsattest siger, du er et voksent menneske. Roooo påååå. Lad din bevidsthed åbne sig og tage i mod de kosmiske stråler, der vil bringe inspirationen med sig og lad den sive ind i din krop. Ja, ok de kosmiske stråler vil i hvert fald brænde huden af mig, og give mig alle kendte som ukendte former for kræft.
Vi drejede om hjørnet, og den lille uhyggelige fangekælder var foran mig. Jeg bed tænderne sammen. Jeg ville ikke have alle de forfærdelige minder til at overvælde mig. Jeg var her af en grund, og det var ikke for at bryde tudende sammen nu. En mand i et fornemt sort og hvidt præstekostume vendte sig. Der var kulde i hans øjne. Han havde en lang gylden halskæde på, og han holdt smykket, der sad på kæden, i hånden. Det glimtede i mørket, formet som en flamme.
"Lad Gabriels rensende ild..." Mere nåede han ikke at råbe.
